Misforståelserne står i kø i debatten om ulv

03-02-2026

Af minister for grøn trepart Jeppe Bruus. Indlægget blev bragt i Avisen Danmark d. 1. februar 2025.

 

Avisen Danmark bragte d. 29 januar en kronik spækket med misforståelser og anklager mod mig, om dunkle motiver bag det arbejde, jeg laver som ansvarlig minister for det vilde dyreliv i Danmark. Desværre præger mange af kronikkens fejl også debatten på de sociale medier. Tillad mig derfor at brug anledningen til at rette op på de misforståelser

Jeg synes, at alle os, der er med i ulvedebatten, har et ansvar for at holde den på sporet og undgå unødvendig polarisering: Vi skal undgå, at ulven skaber utryghed, og det gør vi alt, vi kan, for fra myndighedernes side. For det er simpelthen uacceptabelt, når en ulv f.eks. kommer for tæt på en ung pige, som vi for nyligt så i Oksbøl. Det tror jeg faktisk, de fleste er enige i.

Men det er ikke det samme som, at vi forsøger at udrydde ulven fuldstændigt eller aktivt forsøger at få lov til at skyde den uden grund. Tværtimod. Jeg er optaget af, at vi både i debatten og i naturen finder en vej frem, hvor der er plads til alle.

Den fejlagtige kronik her i avisen reagerede på nye regler, der giver tilladelse til at regulere ulve i veldefinerede situationer, hvor de truer husdyr.

Så tillad mig lige at slå nogle ting helt fast. For det første og vigtigst af alt: Jeg arbejder hele tiden for, at ulvene ikke skaber farlige situationer og utryghed for mennesker. Men jeg er ikke ved at udrydde ulven.

Jeg har ikke indført fri jagt på ulve i Danmark, som kronikken lemfældigt påstår. Vi har en forpligtelse til at beskytte truede vilde dyr. Den forpligtelse står jeg og min forvaltning bag.

Det, vi nu lægger op til, er at fjerne uklarheder om retstilstande for jægere og gøre fåreavlernes muligheder for at beskytte deres får mod ulveangreb bedre. Det er noget andet. Og til dem, der siger, at vi har gjort det hen over hovedet på folk: Nej, reglerne er først planlagt til at træde i kraft d. 1. juli, netop fordi vi nu går i gang med en dialog med eksperter, organisationer og andre interesserede.

Det er ingen hemmelighed, at vi gør alt, hvad vi kan, for at bekæmpe problemulve og undgå, at ulve skaber utryghed eller udvikler en unaturlig adfærd. Hvis det ikke lykkes, og ulvene derfor ender med at skabe utryghed for mennesker eller deres husdyr, tillader vi også, at man kan skride til regulering. Vi tillader altså ikke, at folk bare skyder løs omkring sig. Men omvendt ser jeg det som et helt klart vilkår for, at ulven kan være i Danmark, at vi resolut giver mulighed for at fjerne dyret de steder, hvor det giver for store problemer.

Der er også en anden misforståelse, som spreder sig mange steder. Det handler om de hegn, som fåreavlere skal sætte op for at beskytte deres får. Jeg har som en del af ulvehandleplanen sat krav til fåreavlerne om, at de skal sætte hegn op, hvis de fortsat vil have kompensation i forbindelse med ulveangreb. Vi har ikke ændret på reglerne for ulvesikrede hegn. Et ulvesikkert hegn i Danmark skal som udgangspunkt være 110 centimeter højt, og den nederste tråd med strøm i skal som udgangspunkt være 20 centimeter fra jorden. Sådan har reglerne været siden 2017. Sådan er de i dag. Da vi gjorde det til et krav, at fåreavlerne skulle have hegnet op, gjorde vi også forvaltningen lidt mere fleksibel, så den passede til virkeligheden.

Vi har på det seneste fået flere angreb bag ulvesikrede hegn i Danmark. Vi evaluerer løbende, om hegnene virker, som det skal. Men stigningen sker samtidig med, at vi har fået flere ulve, og koncentrationen af angreb i bestemte områder peger også på, at vi meget sandsynligt har at gøre med en eller flere problemulve.

Jeg kan godt læse, at der er mange, som mener, at jeg har gang i en eller anden hemmelig plan mod ulvene, hvor vi med vilje tillader dårlige hegn, og at det er derfor, vi ser mange angreb. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Så bare lige for at få det helt på det rene: Det er et brud på loven at skyde ulve uden reguleringstilladelser eller uden gyldig grund. Næste måned skærper vi straffen for krybskytteri, og jeg vil meget kraftigt advare alle mod at foretage sig noget lignende. Naturstyrelsen tjekker alle reguleringer, og de kan også medbringe hunde, der er særligt trænet til at kunne opspore blodspor. Myndighederne kan også obducere døde ulve, de finder ude i naturen og de anmelder krybskytteri til politiet.

Desværre ser jeg også en del, der skriver, at fåreholdere og jægere vil gøre, hvad de overhovedet kan for at nå hen til det punkt, hvor de ”har lov” til at skyde en ulv. Det synes jeg er helt forrykt og ærlig talt en mistillidskultur, der er en hån mod det store engagement i naturen, som jeg møder hos både fåreavlere og jægere.

Ulvedebatten indeholder mange følelser og desværre også en del polarisering. Netop derfor, er det afgørende at vi holder os til fakta, og ikke bruger avisspalterne til at sprede misforståelser og fordrejninger af, hvad vi faktisk foretager os. Det håber jeg, at den her kronik kan hjælpe med at rette op på.

Pressekontakt

Ring til pressetelefonen på tlf: 24210765 (kan ikke modtage sms):

eller skriv til e-mail: presse@mgtp.dk