Dronningen og ministeren indvier ny vandrerute i Rold Skov

06-04-2025

En ny vandrerute i Rold Skov binder Rebild bakkers unikke natur sammen med den historiske bunker REGAN Vest.

"Vi har brug for naturens stille ro" sagde minister, Jeppe Bruus i sin tale, da han sammen med H.M. Dronning Mary indviede en ny vandrerute i Rold Skov.

Vandreruten er netop et eksempel på, hvordan vi kan bruge vores smukke natur og få gode oplevelser sammen.

Ruten går oven på den underjordiske regeringsbunker REGAN Vest og tager besøgene igennem Rebild Bakkers unikke natur med skov, hede og slugter. Den slags natur vil vi få meget mere af med den Grønne Trepart. 

Omkring 500 lokale borgere var mødt op til indvielsen for at gå på den nye rute sammen med Dronningen, ministeren og inviterede gæster. 

"Jeg synes, det har været en pragtfuld tur i pragtfuldt vejr med fantastisk natur. Men også virkelig spændende og fascinerende historiske fortællinger langs ruten. Jeg vil opfordre alle til at komme ud og opleve det”, sagde H.M. Dronning Mary efter turen.

Sammen med publikum talte ministeren ned fra fem, inden han sammen med Dronningen klippede snoren og erklærede vandrestien for åben.

Lokalt samarbejde

Ruten er blevet til i samarbejde mellem Rebildcentret, Rebild Kommune og Nordjyske Museer, som driver Koldkrigsmuseet REGAN Vest.

Projektet er et godt eksempel på, hvordan lokale samarbejder er afgørende, når vi skal skabe mere natur til glæde for alle. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 33 33 55 eller e-mail: mgtp@mgtp.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 21 84 35 92.