Bioøkonomi er et vigtigt element i arbejdet med grøn omstilling og økonomisk vækst, og Danmark sætter derfor EU’s nye bioøkonomistrategi på dagsordenen ved tirsdagens møde for EU’s miljøministre. Ministermødet i Bruxelles er det sidste møde på det grønne område under det danske EU-formandskab i 2025.
EU’s nye bioøkonomistrategi skal styrke den cirkulære økonomi, mindske afhængigheden af fossile produkter samt bringe biomasse fra land og hav i spil til nye materialer, fødevarer, energi og biobaserede produkter. Strategien blev offentliggjort i begyndelsen af december, men for det danske formandskab er emnet så vigtigt, at tre danske ministre har inviteret alle EU’s medlemslande til at drøfte potentialet omkring det samme bord.
Minister for grøn trepart Jeppe Bruus siger:
“Vi griber chancen for at sætte bioøkonomi på dagsordenen, mens Danmark har EU formandskabet. Den nye strategi er et eksempel på, at bæredygtighed og økonomisk fremgang kan gå hånd i hånd, og at Europa kan blive både grønnere og mere selvforsynende.
Jeg ser det som første skridt til for alvor at sætte gang i en europæisk bioøkonomi. Er strategien stærk nok? Og hvordan kan vi i fællesskab føre den ud i livet? Det vil jeg gerne diskutere med de andre lande”.
Bioøkonomi dækker over blandt andet grøn teknologi, bæredygtig biomasseudnyttelse og biobaserede materialer, og det er en dansk prioritet, at området bevæger sig fra vision til handling. Det kan skabe nye job, styrke landbrug og skovbrug samt understøtte EU’s mål om ressourceeffektivitet og cirkularitet.
Minister for grøn trepart Jeppe Bruus er vært ved ministermødet i Bruxelles tirsdag d. 16. december sammen med miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard. Mulighederne inden for bioøkonomi bliver også drøftet allerede mandag aften ved et møde mellem det danske formandskab og Europas grønne organisationer i Bruxelles (Green 10), for at sikre bred opbakning og inddrage flere perspektiver i arbejdet.