Bioøkonomi handler om bæredygtig brug af biologiske ressourcer som korn, træ og halm, når vi producerer varer, materialer og energi. EU's nye bioøkonomistrategi skal fremme genanvendelse af biologiske ressourcer. Strategiens formål er at understøtte EU’s mål om at bruge færre fossile ressourcer som kul, olie og gas af hensyn til naturen, miljøet og klimaet.
"Den nye strategi er et vigtigt skridt på vejen mod et Europa, der står stærkere, grønnere og er mere selvforsynende. I Danmark vil en bedre bioøkonomi gavne os på flere måder blandt andet ved skabelsen af nye jobs på tværs af hele landet. Det er afgørende, at vi har en fælles vision på det her område, fordi der er behov for en langsigtet plan for udviklingen af bioøkonomien. Når det er sagt, kommer det til at kræve meget af os, hvis strategien skal blive til virkelighed, og vi skal lykkes med at sikre vores forsyning, skabe grønne arbejdspladser og gøre Europa mindre afhængig af kul, olie og gas,” siger Jeppe Bruus, minister for grøn trepart.