Den grønne trepart kommer til at forandre Danmark markant i de kommende år. Store landbrugsområder skal omdannes til skove, enge og søer, og landbruget skal omstilles, så Danmark også fremover har en stærk og konkurrencedygtig fødevareproduktion. Forandringen handler i høj grad om, hvilket Danmark kommende generationer skal overtage.
Derfor inviterede Ministeriet for Grøn Trepart i samarbejde med DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) og DIF (Danmarks Idrætsforbund) til Ungestormøde den. 4. februar. Mere end 70 deltagere fra ca. 40 ungdomsorganisationer og outdooridrætsforeninger fra hele Danmark var samlet i ministeriet for at dele deres ønsker til den grønne trepart og pege på kriterier for, at flere unge kan bruge den natur, vi får mere af.
Sammen med forperson i DUF Anneline Larsen bød minister Jeppe Bruus velkommen i ministeriet og efterlyste konkrete input til arbejdet med grøn trepart. Blandt andet til den skovlov, der netop nu er under revidering.
Undervejs bevægede ministeren, repræsentanter for parterne i grøn trepart og politikere fra aftalekredsens partier sig rundt mellem grupperne, lyttede og tog input med sig.
Alt, hvad der blev skrevet og delt på dagen, er samlet og sendt videre til politikerne og parterne i den grønne trepart som inspiration til det videre arbejde. Ønsker og kriterier er efterfølgende tematiseret og fungerer som konkret inspiration til det videre arbejde.