Kvælstofregulering

Flere afgrøder undtages fra kvælstofreguleringen i 2027

07-10-2026

Partierne bag den grønne trepart er enige om også at undtage udvalgte frugter, bær og træer fra planteskoler fra kvælstofreguleringen i 2027. Derudover bliver vilkårene for dyrkning af kartofler forbedret i den nye reguleringsmodel.

Undtagelsen fra den nye kvælstofregulering til de danske grøntsagsproducenter kommer nu flere i møde. Der er nu blevet set nærmere på kvælstofreguleringens konsekvenser for produktionen af de danske afgrøder, som regeringen ønsker at styrke selvforsyningen af. Aftalekredsen er derfor blevet enige om også at undtage yderligere afgrøder, herunder udvalgte frugter og bær, i 2027, som vurderes at ville blive hårdt ramt af den nye kvælstofregulering.

De nye afgrøder, som også undtages fra den nye kvælstofregulering i 2027, er:

  • Melon
  • Rabarber
  • Jordbær
  • Spisedruer
  • Græskar
  • Vedplanter på planteskoler

Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen siger:

”Jeg er tilfreds med, at vi har mulighed for også at undtage nogle bær- og frugtavlere, som ellers stod over for store udfordringer, så de får et år mere til at omstille sig. Det er vigtigt, at vi sikrer, at danskerne også fremover kan lægge dansk frugt og grønt i indkøbskurven, samtidig med at vi beskytter vores vandmiljø.”

Bedre rammevilkår for kartofler

I forbindelse med Tillægsaftale til Implementering af et Grønt Danmark besluttede aftalekredsen, at relevante eksperter skulle indkaldes for at se på det samlede vidensgrundlag for udvaskningen af kvælstof fra dyrkningen af kartofler og grøntsager. Det bliver nu nedjusteret, hvor meget kvælstof kartofler udvasker til vandmiljøet i den nye kvælstofregulering med enkelte undtagelser. Det vil stille kartoffelproduktionen bedre end først antaget. Eksperterne har ikke fundet belæg for at ændre den beregnede udvaskning fra grøntsager, som derfor vil være uændret i reguleringen.

  • Fakta:
    Undtagelsen gælder både konventionel og økologisk produktion.
  • Grøntsagsproduktionen udgjorde i 2023 ca. 8.000 hektar, og undtagelsen
    vurderes at medføre en meget begrænset reduktion i effekten af den nye
    kvælstofreguleringsmodel i 2027.
  • De nye arealer, som også undtages, udgør ca. 2.700 hektar.
  • Arealer, som undtages fra reguleringen, vil ikke kunne modtage
    kompensation og udledningskvoter, og de vil generelt blive omfattet af
    samme regulering, som gælder i dag.
  • Aftalepartierne bag Aftale om Implementering af et Grønt Danmark af
    november 2024 er Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Liberal
    Alliance, Konservative og Radikale Venstre.
  • Hent Tillægsaftale til Aftale om Implementering af et Grønt Danmark

Du kan læse mere om de undtagne grøntsager her:

Pressekontakt

Ring til pressetelefonen på tlf: 24210765 (kan ikke modtage sms):

eller skriv til e-mail: presse@mgtp.dk