Aftalekredsen bag den grønne trepart (Regeringen, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) er blevet enige om at opjustere den samlede kompensationsramme for den nye kvælstofregulering til 1.922 mio. kr. i 2027.
Opjusteringen af kompensationsrammen gælder for 2027 og bygger på opdaterede beregninger af omkostningerne ved den nye kvælstofreguleringsmodel i 2027 fra Københavns Universitet. De nye beregninger tager bl.a. højde for aftalte opdateringer af datagrundlaget for reguleringen.
Kompensationen har til formål at gøre det muligt at indfase reguleringen hurtigt og styrke havmiljøet, uden at det indebærer store økonomiske tab for landbrugerne.
Minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, siger:
Vi skal have bugt med iltsvind og livet tilbage i vores fjorde og langs de danske kyster. Det kræver, at den nye kvælstofreguleringsmodel kommer hurtigt ud at gøre en forskel. Samtidig er det vigtigt, at landbrugerne får den nødvendige hjælp til at omstille sig. Kompensationen fastsættes på baggrund af Københavns Universitets vurdering af landbrugets omkostninger ved kvælstofreguleringen i 2027, og som følge af de opdaterede beregninger justerer vi nu kompensationsrammen på samme måde, som vi har gjort tidligere. På den måde sikrer vi en rimelig og målrettet kompensation på et solidt fagligt grundlag, mens vi fastholder en meget ambitiøs indsats for vores vandmiljø.
Kompensationsrammen i 2027 er forøget med 692 mio. kr., hvoraf 192 mio. kr. omprioriteres fra reserve til tilskud til lagring af biokul (pyrolyse), mens finansieringen af de resterende 500 mio. kr. vil indgå som en del af regeringens finanslovsforslag for 2027.
Muligheden for omprioritering af midler fra pyrolyse skyldes, at nogle af forudsætningerne for åbning af udbuddet ultimo 2026 er blevet forsinket. Udbuddet udskydes derfor, så barrierer for en mulig opskalering af pyrolyseteknologien kan håndteres forud for puljens åbning.
For spørgsmål vedr. pyrolysetilskudspuljen henvises til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.