Borgerpanel overrækker anbefalinger om fremtidens griseproduktion

02-09-2026

Et borgerpanel bestående af en række udvalgte danskere afleverer i dag sine anbefalinger til, hvordan dyrevelfærden kan løftes i fremtidens griseproduktion. Anbefalingerne skal nu indgå i det videre politiske arbejde i bl.a. den kommende grisefirepart.

36 danskere med forskellige baggrunde og fra forskellige dele af landet har de seneste mange måneder haft dyrevelfærden i den danske griseproduktion under lup – og særligt hvordan den kan forbedres.

Nu er borgerpanelet klar med deres i alt otte anbefalinger med 33 tilhørende initiativer, som minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, modtager til et stort lanceringsevent onsdag i Landstingssalen på Christiansborg.

Borgerpanelets anbefalinger føjer dermed danskernes perspektiv til den politiske debat og det faglige grundlag for arbejdet med fremtidens griseproduktion i Danmark.

Minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, siger:

”Jeg glæder mig til at få anbefalingerne i hånden. Når borgere bruger tid og kræfter på at sætte sig grundigt ind i vores griseproduktion, skal vi selvfølgelig lytte til, hvad de har at sige. Samtidig understreger borgerpanelets arbejde, at der er et stærkt folkeligt ønske om bedre forhold for de danske grise, ligesom vi så det til folketingsvalget. Den ambition deler regeringen. Derfor nedsætter vi snart Danmarks første grisefirepart, som skal udvikle fremtidens griseproduktion i en mere bæredygtig retning, hvor dyrevelfærden forbedres, og hvor vi flytter produktionen op i værdikæden. Jeg ser nu frem til at dykke ned i borgerpanelets anbefalinger og tage dem med ind i det videre politiske arbejde for at løfte dyrevelfærden i Danmark.”

Borgerpanelet udspringer af dyrevelfærdsaftalen fra februar 2024. Formålet er at give helt almindelige danskere mulighed for at komme til orde i arbejdet med fremtidens dyrevelfærd. Anbefalingerne skal nu vurderes af bl.a. Det Dyreetiske Råd, siden drøftes med partierne bag dyrevelfærdsaftalen og så vidt muligt inddrages i arbejdet i den kommende grisefirepart.

Pressekontakt

Ring til pressetelefonen på tlf: 24210765 (kan ikke modtage sms):

eller skriv til e-mail: presse@mgtp.dk