Grisefirepart

Ny grisefirepart skal forene bedre dyrevelfærd med et stærkt erhverv

30-09-2026

Regeringen nedsætter firepart for fremtidens griseproduktion med målet om bedre dyrevelfærd og en mere bæredygtig produktion. Med fireparten bygger regeringen videre på en stærk tradition om at samle forskellige interesser om samme bord for at finde løsninger.

Når regeringens nye firepart for fremtidens grisefirepart trækker i arbejdstøjet efter nytår, bliver det med Landbrug & Fødevarer, Dyrenes Beskyttelse, Fødevareforbundet NNF, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri og regeringen selv om bordet.

Parternes opgave bliver i fællesskab at finde løsninger, der kan løfte dyrevelfærden og samtidig sikre en stærk og bæredygtig griseproduktion. Opgaverne kommer også til at handle om at sikre mere økologi, nedbringe antibiotikaforbruget og rykke den danske griseproduktion op i værdikæden.

Kort sagt vil regeringen skabe en ny generation af dansk griseproduktion, hvor dyrevelfærd, kvalitet og konkurrencekraft går hånd i hånd.

Ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, siger:

”Danmark har et af verdens mest effektive landbrug, og det kan vi med rette være stolte af. Men effektivitet må aldrig ske på bekostning af det gode dyreliv. I dag har mange grise for lidt plads, omkring 95 procent får klippet en del af halen af, og millioner af pattegrise dør hvert år. Det skal vi gøre bedre. Vores grise skal have et bedre griseliv, og vi skal primært opdrætte de grise, som vi selv spiser, eller som vi eksporterer som forædlede produkter af høj kvalitet. Med grisefireparten samler vi parter, der ikke er enige om alt, men som deler ansvaret for at finde en vej frem mod en mere bæredygtig produktion. Det er sådan, vi finder holdbare løsninger. Både for grisene og for griseproducenterne.”

Udenrigsministeren, Lars Løkke Rasmussen, siger:

”Mens andre dele af dansk landbrug i høj grad fastholder forarbejdningen i Danmark, er det gået den forkerte vej i griseproduktionen. I de sidste 15 år er antallet af slagtninger og slagteriarbejdere i Danmark faldet med omtrent en tredjedel, mens antallet af eksporterede smågrise er mere end tidoblet. Hvordan vi vender denne udvikling, har vi ikke svaret på i dag. Derfor nedsætter vi et ekspertpanel, der skal anvise vejen til mere forædling, bedre dyrevelfærd og en bæredygtig produktion. Deres rådgivning bliver grundlæggende for det videre arbejde med fireparten.”

Erhvervs- og konkurrencekraftsminister, Martin Lidegaard, siger:

”I dag sætter vi en ny retning for dyrene i staldene og for maden på vores tallerkener. Vi skal turde tænke nyt, det skylder vi dyrene, naturen og vores egen sundhed. Dansk fødevareproduktion rummer mange muligheder og et stort potentiale, og regeringen vil præsentere en ambitiøs, national strategi for vores fødevaresektor, her er grisefireparten et vigtigt skridt på vejen. Med fireparten kan vi skabe en stærkere og mere bæredygtig fødevareproduktion, styrke vores konkurrencekraft og sikre mere værdi i Danmark. Det vil gavne forbrugere, erhvervet og kommende generationer.”

Miljøministeren, Maria Reumert Gjerding, siger:

”Vi har en svineproduktion, der belaster vores fjorde og kystvande og lægger pres på naturen. Tæt på staldene mærker naboerne også konsekvenserne. Sådan skal det ikke fortsætte. Vi skal have en griseproduktion, der tager større hensyn til både naturen og de mennesker, der bor omkring den. Den grønne trepart viste, at vi kan gennemføre store forandringer, når parterne tager ansvar sammen. Det er den erfaring, vi bygger videre på nu.”

Om fireparten for fremtidens griseproduktion:

  • Regeringen har givet parterne til opgave at skabe en ny generation af dansk griseproduktion, hvor dyrevelfærd, kvalitet og konkurrencekraft går hånd i hånd.
  • Fireparten begynder arbejdet i det nye år, hvor de har seks måneder til at finde fælles løsninger. Hvis det ikke lykkes at indgå en aftale, er regeringen parat til politisk at tage de nødvendige initiativer til, at omlægningen gennemføres.
  • Frem mod firepartens opstart vil en ny ekspertgruppe levere analyser og viden til fireparten for at give fireparten et klarere billede af, hvor problemerne er størst, hvad der virker, og hvor der er huller i den nuværende viden.
  • Mens ekspertgruppen arbejder, vil ministeren for natur og dyrevelfærd tage rundt i landet og lytte til dem, der arbejder med grisene til daglig, til forskere, til gastromiljøet og til mange andre, der har erfaring og viden, der kan ruste fireparten til det arbejde, der venter.
  • Regeringen har desuden indført et midlertidigt stop for nyetableringer og udvidelser af konventionelle grisestalde, mens arbejdet står på.
  • Samtidig har regeringen styrket kontrollen med dyrevelfærd markant med en ny akutpakke på området.

Læs mere om fireparten i Kommissoriet om firepart om fremtidens griseproduktion.

Pressekontakt til Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd: Ring til pressetelefonen på tlf: 24210765 (kan ikke modtage sms) eller skriv til e-mail: presse@mgtp.dk

Pressekontakt

Ring til pressetelefonen på tlf: 24210765 (kan ikke modtage sms):

eller skriv til e-mail: presse@mgtp.dk