Igangsættelse af regulatorisk sandkasse om grøn bioraffinering

Ministeriet for Grøn Trepart åbner nu for, at en lokal værdikæde for grøn bioraffinering kan søge om deltagelse i en regulatorisk sandkasse.

I den regulatoriske sandkasse kan en lokal værdikæde for grøn bioraffinering baseret på etablerede virksomheder og organisationer modtage projekt- og praksisnær vejledning fra myndigheder med henblik på at afdække mulige regulatoriske barrierer for udviklingen af en stærk værdikæde for grøn bioraffinering. Samtidig kan erfaringer fra projektet bidrage til at etablere et fremtidsrettet og agilt reguleringsmæssigt grundlag for opbygningen af en ny grøn, konkurrencedygtig raffineringsindustri i stor skala i hele landet, som er baseret på optimal klima- og miljøorienteret dyrkning og udnyttelse af grønne afgrøder i hele værdikæden.

Den regulatoriske sandkasse vil have et toårigt forløb.

Ministeriet for Grøn Trepart udvælger på basis af ansøgningsprocessen en lokal værdikæde, hvorunder der særligt lægges vægt på, at:

  • Værdikæden er udfordret af en eller flere regulatoriske barrierer.
  • Deltagelse i den regulatoriske sandkasse vil medføre påviselig betydning for en bredere kreds end værdikæden selv og har dermed samfundsbetydning (for eksempel at viden om lokale udfordringer for værdikæden kan udbredes og gavne værdikæder andre steder i landet).
  • Værdikæden kan drage nytte af et forløb i den regulatoriske sandkasse, herunder at der er identificeret konkrete udfordringer i relation til regulatoriske krav, samt at der afsat kompetencer og ressourcer i værdikæden til at gennemføre sandkasseforløbet.
  • Værdikæden er veletableret – både organisatorisk og med bred deltagelse af lodsejere og virksomheder.
  • Værdikæden er geografisk placeret i et vandopland med betydeligt kvælstofindsatsbehov.
  • Rummer landbrugsarealer med potentiale for omlægning til afgrøder til grøn bioraffinering, herunder arealer der er velegnede som testområder i regi af den regulatoriske sandkasse.
  • Værdikæden er parat til at påtage sig en central rolle i projektet, herunder i forbindelse med etablering og drift af pilottest, koordinering med myndigheder og dialog med interessenter og indsamling af feedback fra disse.

I udvælgelsen vil ovenstående punkter vægte ligeligt.

Frist for ansøgning om deltagelse i en regulatorisk sandkasse for grøn bioraffinering er 10. september 2025. Ansøgning sendes til chefkonsulent Lars Ole Hansen, loha@mgtp.dk.