Af: Jeppe Bruus, Minister for Grøn Trepart (S)
Den grønne trepartsaftale giver håb for demokratiet i en tid, hvor vi oplever en stigende polarisering.
I foråret demonstrerede de gule veste i Frankrig, landmændene protesterede i Bruxelles. I Danmark indgik landbrugs- og naturorganisationer en aftale med regeringen, KL og en række andre parter, en aftale om en kæmpestor arealomlægning og verdens første klimaafgift på landbruget.
Efterfølgende lykkes det efter lange og svære forhandlinger at få en bred politisk aftale om udmøntningen af den grønne trepart.
Trepartsaftalen er historisk, og det er ikke kun de involverede, der bryster sig af det.
Forskerne Eva Sørensen og Jacob Torfing skriver i Altinget, at det er værd at overveje "om det nybrud i politikskabelsesprocessen, som den grønne trepart er et udtryk for, kan vise vej i bestræbelsen på at overvinde demokratiets krise, som blandt andet viser sig i en faldende tillid til politikernes og de politiske institutioners evne til at løse vigtige problemer".
Spørgsmålet er, hvad vi kan lære af trepartsaftalen og den efterfølgende svære politiske forhandling, som vi kan tage med videre.
For det første handler det om tid og tillid. Vi brugte måneder på oplæg, sonderinger og forhandlinger, før aftalen blev landet. Vi lærte hinanden at kende og lyttede til hinanden.
Vi havde en brændende platform, men også en stædig vilje til at finde løsninger. Og en vilje til at se en sag fra flere sider og forsøge at forstå modpartens virkelighed og ønsker.
Tid var også en udfordring i de politiske forhandlinger om udmøntningen af trepartsaftalen. Vi troede, at de kunne klares på kort tid.
Der tog vi fejl.
Positionerne var langt fra hinanden. Der var tidspunkter, hvor jeg var usikker på, om vi kom i mål, om positionerne kunne mødes.
I stedet for at lade os presse af tiden, tog vi tempoet ud af forhandlingerne. Gav os tid til at svare på spørgsmål og arbejde med løsninger. Vi gik ikke i panik, selvom rigtigt mange mistede troen på treparten, fordi det tog så lang tid.
Man skal ikke være bange for konflikterne. Faktisk er konflikter alle løsningers moder.
Jeppe Bruus (S)
Minister for grøn trepart, MF
Jeg synes forhandlingerne i sig selv er en vigtig påmindelse om, at processen er vigtig. Både forårets forhandlinger i den grønne trepart og efterårets politiske forhandlinger. At svære interessekonflikter tager tid at løse.
For det andet handler det om at gå ind i konflikterne. Man skal ikke være bange for konflikterne. Faktisk er konflikter alle løsningers moder.
Uden konflikt, hvor der kommer klarhed over positionerne, kan det være svært, ja næsten umuligt at nå frem til de rigtige løsninger.
Selv er jeg vokset op i en familie, hvor mine forældre var plejeforældre hele min opvækst. Og ikke fordi man kan sammenligne eller overføre oplevelserne med at vokse op med børn, der er født på skyggesiden, så har det alligevel givet en stor indføring i at skulle håndtere forskellige konflikter.
Jeg har i hvert fald fået en bevidsthed om, at løsningerne findes ved at være i konflikterne. Ikke ved at lukke dem ned, eller benægte en uenighed.
En uforløst konflikt eller uenighed skaber ikke grundlaget for holdbare og varige løsninger.
På den samme måde som en konflikt, der løses ved, at den ene part trumfer en løsning igennem, heller ikke holder på den lange bane.
For det tredje handler det om at tage ansvar og have mod. Rundt om bordet ved trepartsforhandlingerne og de politiske forhandlinger sad ledere og politikere, der ikke fik alle deres ønsker opfyldt i forhandlingsrummet.
De gik på kompromis, fordi de vidste, at den fælles aftale er bedre end ingen aftale. Nu står de på mål for aftalen. Tager ansvar for en forandring, der bliver besværlig at gennemføre.
Mit ønske for 2025 er, at den grønne trepart bliver en håbsfortælling.
Jeppe Bruus (S)
Minister for grøn trepart, MF
Den grønne trepartsaftale var første skridt. Nu skal den realiseres lokalt, hvor borgmestre, landmænd, naturorganisationer og Naturstyrelsen sammen skal udarbejde en ny arealplan for deres geografiske område.
Vi overfører trepartsmodellen, hvor forskellige interesser er samlet omkring bordet, til det lokale niveau. Mit håb er, at den grønne trepart kan være med til at udvikle det lokale demokrati. At det stærke samarbejde i den grønne trepart også bliver skabt i de lokale grønne treparter.
Det er en stor opgave, for der er kun ét år til at tegne hvilke områder, der skal omlægges til natur. Vi lægger sporene mens vi kører, og derfor er der løbende ting, vi skal afklare og finde ud af.
Der kommer helt sikkert områder med problemer, også hvor aftaleparterne er uenige. Demokrati er besværligt, fordi vi hele tiden skal afstemme os efter hinanden, men det giver nogle bedre løsninger.
Mit ønske for 2025 er, at den grønne trepart bliver en håbsfortælling. At mange kan se, at vi får et bedre klima, en stærkere fødevareproduktion og mere natur. Men også, at det er et projekt, der engagerer danskerne.
Jeg mærker allerede nu en stor begejstring. Der er rigtigt mange, der rækker ud og gerne vil være med. Dem skal vi engagere og de skal mærke "ånden" i den grønne trepart.
Jeg vil blive ved med at tale om, hvordan modsatte positioner forhandlede sig frem til en aftale og tog ansvar.
Mit håb er, at det vil give andre, ikke mindst unge, mod på at tage ansvar og engagere sig og måske endda gå ind i politik.
At vi kan inspirere andre til at anstrenge sig en ekstra gang for at forstå modparten og finde fælles løsninger. Et af mine store forbilleder Hal Kock skriver, at "demokrati er ikke blot en styreform. Demokrati er samtale [...] hvor fordommene lader sig udfordre, og argumenterne flytter holdninger."
Danmark er et foreningsland, og vi har en stolt tradition for at samles og forhandle os frem til løsninger. Det skal vi blive ved med, men de skal også fornyes og have nye former. Det skal vi gøre sammen.
Måske er treparten et lille frø – også til det.
Du kan læse den originale artikel på dette link:
Jeppe Bruus: I 2025 skal vi løse konflikter, som vi gjorde i den grønne trepart