Jeg vil gerne indrømme, at der var dage, hvor jeg var nervøs for, om tingene ville lykkes, og da regeringen lancerede idéen om en trepartsmodel med både grønne organisationer og landbrugserhverv, blev den også mødt med skepsis mange steder: Skulle man virkelig tro på, at lodsejere, miljøorganisationer og politikere kunne finde hinanden i et felt, der har været præget af fastlåste fronter i årtier?
Et år senere kan jeg konkludere, at svaret er et klart ja. Den danske tradition for samarbejde sejrede, da aftalen om den grønne trepart blevet indgået den 24. juni 2024. Ikke fordi det var let at nå til enighed, men fordi parterne havde modet til at blive i processen: At blive siddende ved bordet, at tale med hinanden, at tage ansvar i fællesskab.
Forhandlinger og kompromiser
Vi har nu skabt en tæt kobling mellem det centrale og det lokale – mellem Christiansborg og de 23 lokale treparter, som lige nu arbejder på højtryk for at lægge planer for naturomlægning i netop deres lokalområde. Jeg har selv oplevet engagementet rundt om i landet, blandt andet da jeg for nylig besøgte et klima-lavbundsprojekt ved Skjern Å. Der har været en god dialog med lodsejerne, og der er nu lokal opbakning til at få projektet realiseret. Det vil hjælpe vandmiljøet, reducere landbrugets klimabelastning og skabe bedre vilkår for natur og biodiversitet. En del af det oprindelige naturgenopretningsprojekt fra omkring årtusindskiftet blev opgivet på grund af modstand, men i dag bakker 85 procent af lodsejerne op.
For treparten har skabt et momentum, som gør, at ting, som før har virket utænkelige, nu kan lade sig gøre. Efter måneders sonderinger, forhandlinger og kompromiser kunne vi for et år siden præsentere "Aftale om et grønt Danmark". Trepartsaftalen fører til en historisk omlægning med mere plads til skov og natur, bedre vilkår for biodiversitet og drikkevandsbeskyttelse og et stærkt fokus på den grønne udvikling af dansk landbrug og fødevareerhverv. Parterne har i nogle sammenhænge været kendt for at stå i hver deres lejr, men vi opbyggede et tillidsfuldt rum, og alle bøjede sig mod hinanden for at nå frem til de løsninger, som tidligere har været umulige. Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og Kommunernes Landsforening spiller en særlig rolle i den grønne trepart, men også Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal og Dansk Industri var med til at få aftalen på plads.
Lokal forankring giver stærkere løsninger
Det er ikke kun de grønne ambitioner, der gør trepartsarbejde til noget særligt. Det er også måden, vi gør det på. De 23 lokale treparter har et særligt ejerskab til forandringerne, fordi de selv er med til at træffe de vigtige beslutninger. Det giver løsningerne større robusthed, og det mindsker polariseringen.
Jeg bemærkede, at John Thomsen (V), der er næstformand for Nissum Fjord-treparten, i Herning Folkeblad glædede sig over, at man i trepartsaftalen havde taget alle interessenter med på råd: ”Det betyder bare, at vi nu sidder sammen med positivt sind og alle arbejder for, at det her skal lykkes. Folk er meget løsningsorienterede”. Det er præcis den ånd, jeg møder, når jeg kommer rundt i landet for at høre om de lokale resultater og udfordringer.
Medlemmerne af de lokale treparter er blandt andet landmænd, naturentusiaster og byrådsmedlemmer, og mange af dem er i forvejen engageret i lokalmiljø og organisationer. Deres erfaringer er vigtige, når der skal findes gode løsninger, der tager hensyn til landbruget, naturen, klimaet og vandmiljøet.
Mens de lokale treparter har travlt, sørger ministeriet for tilskudsordninger, rammevilkår og ekspertanbefalinger, og der deles erfaringer på tværs, så vi i ministeriet får hjælp til at opdage de barrierer, som selvfølgelig viser sig i så stor en omlægning af både natur og landbrug.
En ny form for samskabt politik
To forskere fra Roskilde Universitet, Eva Sørensen og Jacob Torfing, er i gang med at kortlægge trepartsarbejdet, og det er interessant at høre, hvordan vores konkrete arbejde spiller sammen med nye tendenser inden for demokrati og forvaltning. De fortæller, at udenlandske kolleger er ved at falde ned af stolene, når de danske forskere på universiteter og konferencer fortæller om den grønne trepart. For dem er treparten et interessant demokratisk eksperiment og et unikt eksempel på samskabt politik, hvor deltagerne er gensidigt afhængige af hinanden, og hvor man skaber nye løsninger gennem samarbejdsdrevne innovationsprocesser. Jeg kan også forstå på Sørensen og Torfing, at Nobelprismodtageren Elinor Ostrom har vist, at lokale aktører gennem samarbejde og frivillighed kan løse problemer, som skader vores fælles klima og miljø. Det ville være flot at sige, at vi tager udgangspunkt i Nobelprisvindende modeller, men vores ambition om langtidsholdbare løsninger har vist sig at matche med forskningsresultaterne. For det er netop løsninger gennem samarbejde og frivillighed, vi ser udfolde sig alle steder i landet.
Måske er vores måde at gribe opgaven an på kommet på det rigtige tidspunkt i en lidt turbulent verden. For der er noget opløftende i at løse problemer, også med nogen, man ellers har været uenig med. Jeg oplever en stor appetit på trepartsprojektet, fordi man kan være med til at gøre noget konkret. På den måde er den grønne trepart blevet en samarbejdsmodel, andre kan lære af, når der skal løses udfordringer, hvor afstanden mellem det nationale og det lokale kan føles for stor. Forestil dig, hvad man i andre sammenhænge vil kunne udrette, hvis man samlede civilsamfund, erhvervsliv og politikere i det samme rum og satte lokale kræfter for bordenden!
Løsningernes værktøjskasse
Ministeriet for Grøn Trepart er på nogle områder anderledes end andre ministerier. Hele organisationen er bygget med henblik på at implementere en aftale, der allerede er indgået, blandt andet med et helt kontor, der udelukkende beskæftiger sig med at understøtte de lokale treparters arbejder. Men når jeg betragter maskineriet omkring mig, begynder det også at stå klart, at vi samtidig er i gang med at udvikle en værktøjskasse, som man kan tage i brug på andre områder. Tænk, hvis man også andre steder begyndte at lave en mere direkte kobling mellem det centrale og det decentrale gennem en trepartsforhandling, en politisk aftale og en implementering, der er forankret lokalt. Når ambitioner på natur- og landbrugsområdet ofte er fejlet tidligere, er det formentligt fordi, man ikke har haft den forankring og organisering. Den grønne trepart er et eksempel på, at man ikke nødvendigvis skal rive institutionerne ned, men at man godt kan bruge dem på en anden måde, end man plejer.
Der er mange ting, vi endnu ikke er kommet rigtigt i gang med, og alle involverede skal vænne sig til, at nogle af skinnerne stadig lægges, mens toget kører. Men jeg er overbevist om, at den grønne trepart bliver en succes. Succesen handler ikke kun om CO₂-reduktion eller antallet af nyplantede træer. Den handler også om, at vi styrker vores demokrati, når vi løfter i flok. Det seneste års tid har vist, at det kan lade sig gøre.
Kronikken er bragt i Jyllands-Posten på den grønne treparts et-års-dag d. 24. juni 2024