Af: Jeppe Bruus Minister for Grøn Trepart, (S)
Med den grønne trepart er vi i gang med den største samarbejdsøvelse i Danmark lige nu. Et kæmpe demokratiprojekt.
Den enorme opgave med at gennemføre en arealomlægning af cirka 10 procent af det danske landskab, som vi investerer mere end 40 milliarder kroner i, betyder naturligvis, at der er forskellige vurderinger af og holdninger til indsatserne.
Det skal der være plads til. Faktisk er det min forhåbning, at hele øvelsen kan være med til at styrke vores demokratiske deltagelse. Det er ikke blevet en mindre vigtig opgave i den tid, vi lever i med en verden i opbrud og et stigende pres på vores demokratier.
Derfor undrer det mig, hvordan nogle forskere kan tolke mit indlæg på en konference som om, at “hvis forskere ikke er enige i linjen, skal de holde sig fra debatten,” som de skriver i et indlæg på Altinget den 10. marts. Læs indlægget her.
Ser ikke stille til
Forfatterne bag indlægget skriver, at jeg til Københavns Universitets forskningskonference om samskabelse af danske landskaber i den grønne omstilling skulle have angrebet forsker Stiig Markager og hans kollegaer for et kritisk debatindlæg i Berlingske den 8. februar.
Her skriver de blandt andet, at der kun vil være udbrændte ruiner tilbage, hvis vi skal vente på handling frem til 2033, som jeg skulle have annonceret.
Forskerne har deres fuld ret til at blande sig i debatten. Både med viden og synspunkter.
Når jeg nu bliver skudt i skoene, at jeg skulle have et problem med det, så lad mig bare slå det helt fast: Ikke alene skal forskere, som alle andre, være velkomne til at blande sig i den offentlige debat. Jeg vil gerne opfordre til lige netop det. Det er jo pointen med at dyrke vores demokrati!
Men det dækker jo også min ret til at gå i rette med synspunkter, som jeg er uenig i. Også med klare modargumenter.
For eksempel overrasker det mig, at forfatterne bag indlægget i Berlingske ikke ved, at vi bestemt ikke ser stille til, mens vi lader ”huset brænde ned til grunden,” som de også skriver.
Der sker voldsomt meget her og nu. Med de nye vandområdeplaner er der fastlagt indsatser for kystvande, søer og vandløb, blandt andet målrettet regulering og kollektive kvælstofvirkemidler.
Involvering er en investering
Dermed ikke sagt, at alt er løst. Men det er vi helt klar over, og netop derfor har frivilligheden i Den Grønne Trepart også en klar deadline.
Hvis ikke vi når langt nok ad frivillighedens vej, så har vi allerede fra 2027 en skærpet miljøgaranti, der sikrer, at kvælstofudledningen reduceres.
Det sker ved at sætte helt faste grænser for, hvor meget kvælstof, der må udledes til vandmiljøet – præcis som forskerne foreslår. Frivillighed og regulering skal sikre forudsætninger for, at livet under overfladen kan vende tilbage og få gode betingelser.
Den brede opbakning blandt befolkningen og ikke mindst landmænd, lodsejere, naturfolk og kommuner er vigtig, for aftalen skal kunne holde langt ud i fremtiden, og deltagerne skal kunne se mulighederne i at være med.
Ganske rigtigt ville det ligne handlekraftig akuthjælp at ændre rammerne for at drive landbrug fundamentalt, som forskerne foreslår. Men faktum er, at mange ville gå fra hus og hjem, og hjælpen til vandmiljøet ville bryde sammen, før den overhovedet kom i gang.
Derfor tillader jeg mig at være kritisk, både på konferencen og her, over for forskernes kritik af værdien og arbejdet i de grønne treparter.
Kritik er velkommen. Og når man skriver et debatindlæg, må det vel også være med forventning om, at det netop udløser - debat og modsvar.
Så kære forskere; kom med jeres input. For jeg er helt enig med skribenterne i Altinget: Stærk involvering af både eksperter og borgere er en god investering for Den Grønne Trepart.
Du kan læse originalartiklen på altinget.dk: Jeppe Bruus til forskere: Ja, eksperter og borgere er en god investering i treparten. Så kom med jeres input