Af minister for grøn trepart Jeppe Bruus (kronikken blev oprindeligt bragt i Politiken d. 2. oktober)
Politikens chefredaktør, Christian Jensen, udsendte en ”efterlysning” af undertegnede på forsidens lederplads. For hvor er resultaterne fra Den Grønne Trepart dog blevet af – og var hele aftalen i virkeligheden bare fine hensigtserklæringer, som nu er strandet på mit skrivebord?
Jeg melder hjertens gerne mig selv i chefredaktørens efterlysning - for der er intet, jeg hellere vil svare på.
Lad os lige slå fast: Den politiske aftale om Den Grønne Trepart er ikke engang ét år gammel, men den er allerede i fuld gang med at skabe den største forandring af den danske natur i mere end 100 år. Med aftalen tænker vi for første gang natur, klima og vandmiljø sammen. Vi løser problemer, der har været strandet på utallige regeringers bord. Og vi gør det lokalt med inddragelse af valgte lokalpolitikere, landmænd og naturfolk i hele Danmark.
Med denne kronik vil jeg gennemgå trepartens arbejde med at skabe lokale planer for mere natur, uddele penge til at skabe mere skov, genoprette vores nødlidende vandmiljø og udvikle vores landbrug og fødevaresektor.
Og jeg kan glæde chefredaktøren med, at resultaterne allerede brager derudaf: Dugfriske omlægningsplaner tikker ind fra de lokale treparter i hele landet på en grøn perlerække. Lokalt er der i skrivende stund indtegnet skitseprojekter for udtagning af godt og vel 150.000 hektar af de klimabelastende lavbundsjorder. Dertil kommer igangværende projekter, som dækker ca. 72.000 hektar. Der er heldigvis stor velvilje med at bidrage, og derfor bliver tilskudsordninger til udtagning af lavbundsjorder søgt i stor stil. Nogle ordninger er blevet søgt over dobbelt så meget, som vi havde regnet med. Det er vanvittig positivt og ærlig talt langt over min forventning.
Mens du læser det her, bliver skadelige landbrugsjorder omdannet til skove, enge, moser og åer. Med årene vil det føre til, at klimabelastningen bliver markant reduceret. Vandmiljøet i de danske kystvande og fjorde vil få det bedre. Vores drikkevand bliver beskyttet langt bedre, samtidig med at vi giver plads til, at biodiversiteten og den vilde natur kan boltre sig i hele landet.
Det er voldsomt ambitiøst. Og det er heldigvis heller ikke gået Politikens næse forbi. Sidste år dedikerede avisen sin forside til en storslået AI-visualisering. Her kunne man se, hvordan de opsigtsvækkende grønne omlægninger vil komme til at se ud, ”når naturen får lov at tage Danmark tilbage”. Og siden da har jeg jævnligt givet interview til Politiken, som gennem stakkevis af artikler har været meget flittige til at dække aftalens fremdrift og løbende stiller kritiske spørgsmål.
Lad mig starte med det resultat, jeg selv er mest stolt af: At vi har fået samarbejdet og kompromisset i centrum. Endda på et område, der historisk altid har været kendetegnet af konflikt.
I utallige år har landbruget og landets naturbeskyttere bekriget hinanden i en evig konflikt om, hvor grønt og hvor dyrket et land, vi skal have. Samtidig har skiftende blå og røde regeringer hevet i hver sin retning. Fronterne har altid været trukket meget hårdt op, og i adskillige lande har gule veste, voldsomme demonstrationer og traktorblokader gjort det synligt for alle.
Med SVM-regeringen fik vi en unik mulighed for at gribe tingene anderledes an og finde en holdbar løsning, som alle parter kan se sig selv i. Sammen med en stribe af de mest relevante aktører - Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening - lykkedes det regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget at lave Den Grønne Trepart. Som på én gang retter op på klima, miljø og natur, og som samtidig tager ansvar for at sikre stabilitet og en bæredygtig fremtid for det stolte danske landbrug, fødevareproduktionen og de mange arbejdspladser. På den baggrund mener jeg ikke, at man kan anfægte, at midterregeringen er den grønneste nogensinde.
For det første har vi med Den Grønne Trepart afsat intet mindre end 43 milliarder kr. til at gennemføre en helt gennemgribende omlægning af Danmarks areal. Ikke siden man drænede vådområderne i 1864, har man tænkt lige så stort.
Men det vigtigste arbejde foregår lige nu ikke i København.
Netop i dette øjeblik er det lokale arbejde med at tegne et helt nyt grønt danmarkskort, som vores børn og fremtidige generationer skal vokse op i, nemlig i fuld gang. Hvor stregerne for arealomlægningen præcis skal sættes på kortet, ved man bedre lokalt end på Christiansborg. Derfor har 23 lokalt nedsatte treparter til opgave at udarbejde omlægningsplaner for hele Danmark inden nytår. De består, ligesom Den Grønne Trepart, af repræsentanter med forskellige interesser. Fælles for dem alle er, at de er ildsjæle med kærlighed til deres lokalområde, der tager ansvar for at udpege de enkelte landbrugsjorder, der skal omdannes.
Det er i manges tilfælde svært og konfliktfyldt arbejde, men allerede nu, i god tid før fristens udløb, har syv lokale treparter godkendt deres planer for arealomlægning i deres område. Eksempelvis i Det Sydfynske Øhav, hvor der skal igangsættes mere end 300 projekter. Her er de blandt andet nået frem til, at hele Skarø skal lægges brak.
For at lykkes med den svære lokale samarbejdsøvelse har jeg dedikeret et kontor i ministeriet til at være direkte bindeled til dem, der bogstaveligt talt står med mulden mellem fingrene. Så lodsejere, kommuner og myndigheder ikke er i tvivl om, hvor man skal henvende sig med udfordringer. Vi har samtidig nedsat en særlig taskforce, der har til formål at finde veje gennem de udfordringer, som kommuner, myndigheder og lodsejere støder på. I skrivende stund er 26 konkrete barrierer ryddet af vejen, som løsner op og gør det nemmere og hurtigere at udtage lavbundsjorder og etablere vådområder. Måske er bedre kompensation, undtagelser fra blokerende krav om efterafgrøder og opkvalificering af udtagningskonsulenter ikke noget, der trækker store overskrifter, men det er noget, der virker i virkelighedens verden. Og vi er godt i gang med at pille flere sten ud af gummistøvlerne.
Med treparten skal der plantes fantastisk meget skov - faktisk skal vi rejse i omegnen af 1 milliard træer – det svarer til størrelsen af Lolland, Falster og Bornholm tilsammen. Hvis vi stillede træerne op på en lang række, ville vi skulle 38 gange rundt om jorden. Til gavn for danskerne, for biodiversiteten og for klimaet.
De nye skove vil trække store mængder CO2 ud af luften, og bliver helt afgørende for, at vi kan nå vores klimamål. Skovene vil samtidig være til glæde for børn, der skal bygge huler og hygge sig på lejrture, ligesom de vil skabe bedre plads til vilde dyr og urørt natur.
Hvordan går det så? Jo, så sent som i september har vi åbnet en kolossal tilskudsordning, som gør det muligt for alle, der ejer landbrugsjord, at søge om midler til skovrejsning - helt ned til én hektar! For vi får brug for, at alle løfter og rejser træer i flok. Vi giver ekstra tilskud til jordejere, der vil rejse urørt skov, som er særligt godt for biodiversiteten. Og vi målretter ordningen til særlig gavn for lodsejere i områder, hvor det står grelt til med kvælstofniveauet.
Det sidste med kvælstoffet er rigtig vigtigt.
For som de fleste danskere sikkert ved, er iltsvindet i de her år på et foruroligende højt niveau. Iltsvind kvæler livet i havet, skaber fiskedød og tomme og triste farvande fyldt med fedtemøg. I min egen opvækst elskede jeg at tage på fisketure med familien. Det er der mange børn, der ikke har muligheden for nu – i hvert fald kan de komme til at vente længe, før de får en skrubbe eller en torsk på krogen.
Den primære årsag er, at der i alt for mange år er spredt alt for meget kvælstof på markerne, som siver ud i vores vandløb og søer. Med Den Grønne Trepart blev vi enige om den mest ambitiøse model for at komme problemet til livs. Det betyder, at udledningen af kvælstof skal reduceres med knap 14.000 ton. Og for første gang nogensinde viser vi vejen til at opnå god økologisk tilstand i alle kystvande - et helt centralt mål i EU’s vandrammedirektiv.
Masser af kvælstofprojekter er i fuld gang. For bare at tage et af mange eksempler: Den 30. september genopstod Søborg Sø som en sand naturperle efter at have været drænet som landbrugsjord i mere end 230 år. Nu er pumperne slukket, og vandet pibler ind på det 600 hektar store landområde, som i dette øjeblik bliver forvandlet til en lavvandet sø og enge. De nye vådområder vil tiltrække både vade-, svømme- og rovfugle, og projektet vil mindske udvaskningen af kvælstof til Kattegat med 20 ton om året.
Mens landskabet lige så stille forandrer sig, arbejder vi videre i det politiske spor. For få måneder siden lykkedes det at blive enige om en delaftale, der skærper kravene til, hvor meget kvælstof, landbrugerne må udlede til de danske kystvande. En proces, som skiftende regeringer har bakset med i flere årtier.
Endelig skal Den Grønne Trepart også bidrage til at skabe en stabil og forudsigelig fødevaresektor og gøre det attraktivt for de unge at vælge landbrugserhvervet til. Det gælder ikke mindst i landdistrikterne, hvor vi skal sikre, at vi undgår affolkning, og at købmanden og skolen lukker. Og det hele hænger jo sammen:
Den Grønne Trepart er med til at skabe grønne jobs med de omfattende arealomlægninger. Samtidig vi danskere, der bor i landdistrikterne, selvfølgelig også hellere have fisk i åen og nogle dejlige naturlandskaber, som de kan bo i nærheden af, i stedet for en majsmark.
Det er en kæmpe opgave, og derfor har vi med treparten nedsat et såkaldt vækstteam, som ved slutningen af året skal komme med konkrete anbefalinger til at modernisere og udvikle fødevaresektoren. Så det er muligt at foretage en historisk ambitiøs grøn omstilling samtidig med, at landbruget og fødevarehvervet fortsat skaber jobs og eksport af varer til hele verden.
Christian Jensen skriver i sin leder, at klimaindsatsen er røget helt ud af regeringens radar. Men Den Grønne Trepart sikrer jo netop, at det ikke sker, fordi vi rent faktisk finder langsigtede løsninger på de problemer, som hele verden slås med. Mens andre slækker på klimaindsatsen, viser vi en vej til at opnå de ambitiøse klimamål for 2030. Det mærker jeg tydeligt, når jeg er i udlandet.
Jeg har netop deltaget i FN’s 80. generalforsamling i New York. Her er journalisterne meget optaget af, at Danmark - som det første land i verden - indfører en CO2e-afgift på landbruget. Afgiften skaber en klar tilskyndelse for landbruget til at reducere klimabelastningen og implementerer CO2-reducerende teknologier. Samtidig investerer vi milliarder i nye, grønne teknologier som eksempelvis pyrolyse, der omdanner affald til biokul.
I sin leder efterlyser chefredaktøren storslåede resultater, der kan rydde forsiden. Jeg håber med denne kronik, at han og andre i stedet vil fatte interesse for det store, samlede puslespil, som Den Grønne Trepart er ved at lægge.
Når det kommer til den grønne omstilling, er det ikke de luftige udspil, der kan formuleres i smarte budskaber, der fører os frem. Tværtimod kommer vi klart længst med møjsommeligt rugbrødsarbejde, tæt og tillidsfuldt samarbejde på tværs af interesser og effektiv implementering ude i den danske muld.
For dét er jo det unikke, vi kan herhjemme: Mens landmændene spredte gylle ud på gaderne i Bruxelles, så satte vi os i Danmark rundt om et bord og fandt ud af, hvordan vi kunne redde vandmiljøet og udvikle landbruget.
Mens Donald Trump har sat USA’s grønne omstilling i stå, er Danmarks industrivirksomheder langt foran deres allerede ambitiøse målsætninger. Blandt andet på grund af den CO2-afgift på industrien, jeg selv var med til at lave som skatteminister.
Mens andre lande skændes, så det brager, indgår vi kompromisser, der tager hensyn til flere sider og får enderne til at mødes.
Jeg mener, at vi i dag er et sted, hvor det ikke kan betvivles, at en inddragende tilgang har været den rigtige. På den måde tager vi gigantiske grønne skridt uden at give køb på gode arbejdspladser og en fødevareproduktion i verdensklasse. Jeg mener faktisk, at det er den eneste farbare vej frem.