Med aftalen skærpes kravene til hvor meget kvælstof, landbrugerne må udlede til de danske kystvande.
Aftalepartierne er enige om at fastsætte det såkaldte braklægningspunkt, der definerer det maksimale reguleringstryk i de enkelte vandoplande. Det bidrager til, at Danmark kan nå i mål med vandrammedirektivet i 2030.
Den frivillige arealomlægning er hovedmotoren i Den Grønne Trepart, og en ny kvælstofreguleringsmodel er det sikkerhedsnet, der skaber forudsætningerne for, at de danske vandoplande opnår god økologisk tilstand.
Det betyder, at jo mere omlægning, der gennemføres, jo mindre er der behov for at regulere.
Hovedelementer i delaftalen
Øget reguleringstryk
Med aftalen er partierne enige om at fastlægge en metode, der i et scenarie uden arealomlægning - for nuværende - reducerer kvælstofudledningen med 7.100 ton. Det er en forøgelse i forhold til det nuværende niveau på 3.500 ton. Reguleringstrykket er fastlagt i det såkaldte braklægningspunkt, der definerer det maksimale reguleringstryk i de enkelte vandoplande.
Kystvandoplande i mål
Med det aftalte niveau for reguleringen skønnes det, at ca. halvdelen af de 108 kystvandoplande opnår forudsætninger for at komme i mål med kvælstofindsatsen i henhold til vandrammedirektivet i 2027.
Danmarks Grønne Arealfond vil i kombination med reguleringsmodellen og spildevandsindsatsen bidrage til, at op mod 2/3 af de 108 kystvandoplande har mulighed for målopfyldelse i 2027.
Større fleksibilitet for den enkelte landbruger
Der bliver større frihed til at vælge mellem forskellige virkemidler for at leve op til reguleringen. Det kan eksempelvis være at ændre afgrødevalg. Landbrugeren kan reducere sine udledninger ved at dyrke græs på en andel af sit areal, hvilket til gengæld kan muliggøre dyrkning af majs på andre dele.