SKOV

Danmark planter træer til fremtidens skove på søndag

28-10-2025

Danmark skal have mere skov, og på søndag d. 2. november kan voksne og børn selv være med til at plante træer, når der 17 steder i landet inviteres til plantearrangementet ”DANMARK PLANTER – med Grøn Trepart”.

Foto: Casper Tybjerg, Klimaskovfonden

Danmark bliver meget rigere på skov og natur i de kommende år, efterhånden som arbejdet med den grønne trepart folder sig ud, og frem mod 2045 skal der rejses 250.000 hektar ny skov. Søndag den 2. november kan alle danskere være med til at plante træer i det store plantearrangement ”DANMARK PLANTER – med Grøn Trepart”, som Naturstyrelsen og Klimaskovfonden står bag.

 

Minister for grøn trepart Jeppe Bruus siger:

”Vi vil gerne have, at alle kan være med til at skabe det nye grønne danmarkskort. Og jeg drømmer om, at alle børn engang i fremtiden kan sige, at de har plantet et træ i en af de danske skove. For når man er med til at skabe natur, passer man også bedre på naturen. Skovene er med til at rense luften, beskytter vores grundvand og giver plads til mange dyrearter, men det også godt for os selv og for de kommende generationer at bruge naturen omkring os. Jeg håber, at mange vil være med til DANMARK PLANTER – med Grøn Trepart”.

 

Søndagens 17 plantearrangementer byder på mange forskellige oplevelser for store og små. Ét sted skal der plantes bynær skov, et andet sted skal nye buske gøre skoven til et bedre levested for fugle og insekter. Der skal samles frø og bær, som skal spredes ud i de kommende skovområder, og der skal laves beplantning ved nye shelterpladser. Ved flere af arrangementerne i "DANMARK PLANTER - med Grøn Trepart" er der også plads til familiehygge med varm kakao, snobrød eller pandekager over bål.

 

Udover at alle interesserede er inviteret til at plante træer til fremtidens skove arbejder Naturstyrelsen også med et undervisningsforløb for 1.-6. klasser i samarbejde med Skoven i Skolen og Roskilde Kommune. Her bliver undervisningen i klasseværelset suppleret med udeundervisning i naturen.

Se oversigt over arrangementer og læs mere på www.nst.dk/danmarkplanter.  

SKOV I DEN GRØNNE TREPART

  • Skovrejsning er en central del af "Aftale om Implementering af et Grønt Danmark og Danmarks grønne omstilling". Regeringen vil skabe rammerne for, at der vokser 250.000 hektar mere skov frem mod 2045. Det svarer til et samlet skovareal på størrelse med Lolland-Falster og Bornholm.
  • Skovrejsning bidrager til et bedre klima, rent drikkevand, mere og bedre natur og et bedre vandmiljø.
  • Ministeriet for Grøn Trepart administrerer tilskudsordninger til privat skovrejsning, og i september er en ny tilskudsordning til privat skovrejsning åbnet, både til urørt skov og almindelig skovdrift.
  • Der skal frem mod 2045 rejses 20.000 hektar ny statslig urørt skov i områder, hvor skoven bidrager til at beskytte drikkevandet. Skovene placeres også tæt på byerne af hensyn til mulighederne for friluftsliv i skovene. Det er Naturstyrelsen, der rejser og forvalter de statsejede skove.
  • Læs mere om skov og skovbrug i den grønne trepart.

Pressekontakt

Ring til pressetelefonen på tlf: 24210765 (kan ikke modtage sms):

eller skriv til e-mail: presse@mgtp.dk