Partierne bag den grønne trepart har aftalt at bruge de sidste 349 mio. kr. i årets pulje for Danmarks Grønne Arealfond til at styrke opkøbet af jord.
De lokale treparter og udtagningskonsulenterne rundt om i landet er løbende i kontakt med jordejere, der er interesserede i at afgive udvalgte jorder for at være med til at minimere kvælstofudledningen eller klimabelastningen fra jorderne. I dette samspil er det for mange landmænd afgørende, at de kan bytte de problematiske jorder ud med andre arealer, og derfor bliver arbejdet med opkøb og videresalg af jord gennem Danmarks Grønne Arealfond tilført ca. 229 mio. kroner.
Derudover målrettes 120 mio. kr. til en akutpakke for et kvælstoftungt område i Sønderjylland og Sydvestjylland. Med pengene tages hul på den såkaldte Akutpakke 3, og med dem vil Naturstyrelsen kunne opkøbe et område på ca. 690 hektar, der leder ud til Knudedyb i Vadehavet. Området vil i første omgang blive taget ud af landbrugsdrift og kan potentielt blive til et stort vådområdeprojekt.
Minister for grøn trepart Jeppe Bruus siger:
”Pengene skal kanaliseres derhen, hvor der er mest behov, og hvor de kan skabe de bedste resultater. Og i Knudedyb i Sønderjylland og Sydvestjylland vil vi kunne gøre et vigtigt indhug i kvælstofproblemerne, endda i et område med et stort naturpotentiale. Vi har nået mange ting på kort tid. Tidligere i år er skovordningen åbnet, indsatserne for nye vådområder er sat i gang, og nu er vi nået til enighed om de sidste 349 millioner for i år. Her er jeg glad for, at vi også kan styrke arbejdet med jordbytte endnu mere, for det er en vigtig brik i arealomlægningens store puslespil.”
Det grønne trepartsarbejde rummer store ambitioner for fremtidens landskab, livet i vandmiljøet og udviklingen af landbruget, og finansieringen af de nødvendige initiativer sker blandt andet gennem Danmarks Grønne Arealfond. Sammenlagt er der afsat ca. 43 milliarder kroner til arealfonden, som tidligere i år har fordelt penge til blandt andet at støtte etableringen af skov, vådområder m.m., og nu er der opnået enighed om, hvordan de sidste midler i puljen for 2025 skal være med til at realisere trepartens ambitioner.