Ministeriet for Grøn Trepart og KL indgik den 13. december 2024 en Rammeaftale om kommunernes opgaver i omlægningsindsatsen.
Omlægningsindsatsen, som de lokale treparter skal udføre, omfatter udtagning af kulstofrige lavbundsjorder, vådområder, skovrejsning, ekstensivering og andre arealbaserede omlægningsindsatser, herunder at bidrage til bedre vilkår for natur og biodiversitet.
De lokale treparters omlægningsplaner skal samlet set være fuldt dækkende planer for indfrielse af målene i Aftale om implementering af et Grønt Danmark, herunder at udtage 140.000 ha af lavbundsarealer, reducere kvælstofudledningen med aktuelt 13.800 ton, plante 250.000 ha ny skov samt skabe mere og sammenhængende natur.